Med virkning fra den 1. januar 2017 trådte en ny bekendtgørelse om fritidssejlerområdet i kraft med det formål at øge brugerinddragelsen og forankre uddannelsen hos relevante interessenter. Ifølge bekendtgørelsen – og forarbejdet hertil - sigtes der mod interesseorganisationer inden for sejlsporten (særligt Dansk Sejlunion) som kunne godkendes til at varetage området (få myndighedsopgaven) omkring uddannelse af fritidssejlere.

Godkendte organisationer kan udstede certifikater (= stiller censorer til rådighed og forestår eksamen), hvorefter resultaterne indberettet til Søfartsstyrelsen (SFS), som er dataejer. Mange ved sikkert, at det er dem der sikrer, at vores certifikater kan ses på appén ”My maritime”.

Det fremgår af forarbejdet, at SFS formulerer målet med prøverne og de specifikke prøvekrav.

For duelighedsbeviser gælder stadig, at prøven består af en teoridel med både en teoretisk prøve ”Multiple choice”, som nu er erstattet af en onlineprøve, som skal være bestået, inden man går op til mundtlig fremlæggelse af sejladsplanlægning. Der også skal aflægges en praktisk prøve.

Dansk Sejlunion har de seneste år arbejdet med modernisering – for især at få en større del digitaliseret.

I midten af januar meddelte Dansk Sejlunion, at de fra 1. maj 2025 ikke mere ville varetage opgaven med fritidssejleruddannelserne, og at der ikke kunne rekvireres censor efter 1. februar. Argumentet var, at opgaven var for besværlig og tidskrævende.

Hvad så? Klubber og sejlerelever ind under bussen?

Meddelelsen vakte naturligvis stor undren og utilfredshed i mange sejlklubber.

I forhold til den teoretiske duelighed har der været 3 udbydere på området (Duelighedsklubben, Dansk Sejlunion og Dansk Yacht Union), hvoraf en vist er ren online. På praktik har der reelt været 2 udbydere (Dansk Sejlunion og Dansk Yacht Union). Dansk Sejlunion har stået for hovedparten af prøver, så mange af klubberne der allerede havde udbudt årets kurser – eller var i gang med dette, følte sig ladt i stikken!

Som følge af kritikken nedsatte Dansk Sejlunion en arbejdsgruppe. Der var repræsentanter fra Roskilde, Juelsminde, Ålborg, KAS/Svendborg sejlerskole, Odense, Sk Lynetten og en repræsentant fra censorerne, og alle anbefalede, at Dansk Sejlunion igen skulle varetage opgaven. Dansk Sejlunion valgte dog at holde et møde med Navida om evt. outsourcing af opgaven. Navida holder til i Esbjerg og havde i 2024 6 duelighedsprøver. De krav Dansk Sejlunion stillede, kunne ikke imødekommes.

Vi havde fra SK Lynettens side valgt at stille et forslag til Dansk Sejlunions generalforsamling om, at opgaven med fritidssejleruddannelser (herunder censorer) skal løses af Dansk Sejlunion.

Dansk Sejlunions generalforsamling

Vi havde heldigvis i den grad fået sagen på dagsordenen! Dansk Sejlunion valgte aftenen før generalforsamlingen at sende en pressemeddelelse ud, hvor de meddelte, at de havde til hensigt at genoptage administrationen af fritidssejleruddannelserne – hvis de kunne skaffe økonomi. De har øjensynligt den tilgang, at området ”skal løbe rundt” (og måske helst give overskud).

Vi fremsatte på generalforsamlingen det synspunkt, at det nødvendigvis ikke skal ”løbe rundt” eller kunne sammenlignes med andre udbydere (markedsvilkår), da vi jo via vores kontingent allerede har betalt en del for at få løftet denne vitale opgave.

Der var fokus på dette emne på generalforsamlingen – og mange klubber støttede vores forslag. Desværre valgte dirigenten ikke rigtigt at sætte forslaget til afstemning – det var farceagtigt, men signalet blev sendt.

Dansk Sejlunion understregede på generalforsamlingen, at de prioriterer tursejlads, kapsejlads og uddannelse, og vores synspunkt er, at det skal kunne ses i budgettet – og det er vanskeligt at se!

Blev der fulgt op?

Få dage efter generalforsamlingen kom der mail til klubberne:

I fredags fik DS endelig grønt lys fra Søfartsstyrelsen til at fortsætte med vores fritidssejler-prøver frem til nytår. I mellemtiden skal vi skrive en ny ansøgning, hvor vi samtidigt vil sikre en bedre kvalitet og lettere administration.

Ændringer på vej

I resten af 2025 kan vi derfor fortsætte med de nuværende prøvekrav, men der vil komme lidt justeringer i forhold til den måde, vi planlægger og administrerer på.

Allerede fra 1. maj er der en stigning i prisen, for at dække de reelle udgifter. Til at starte med, vil betalingen for prøverne finde sted som hidtil. På sigt vil betaling af prøverne ske direkte til Dansk Sejlunion. Formålet er at gøre det mere simpelt for prøvetageren.

Hvor meget stiger det så?

Vi har hidtil betalt 100 kr. i gebyr for et duelighedsbevis – og eleven har kunne tilvælge speedbådsbevis for 50 kr. Hertil kommer naturligvis honorar til censor.

Vi har fået meddelt, at det fra 1. maj kommer til at koste 300 kr. i gebyr for en praktisk prøve og 200 kr. i gebyr for en teoriprøve (hertil kommer, at eleven skal betale 100 kr. i gebyr for on-lineprøve – hver gang den tages). I begge tilfælde naturligvis honorar til censor, som sættes lidt op i forhold til vores senest anvendte censor. Heldigvis gøres honoraret ensartet, så det er altså fremover Dansk Sejlunion, der har fastsat honoraret og ikke op til hver enkel censor.

I Sk Lynetten har vi således underbudgetteret udgifter til Sejlerskolen, og bestyrelsen er enige om, at vi ikke kan påføre eleverne yderligere udgifter, efter at de er tilmeldt.

Er det så det?

Dansk Sejlunion fik på dette års generalforsamling et klart signal om, at de fleste medlemmer/klubber ikke går med olympiade-planer – altså ikke tilhører den absolutte sejlsportselite. Der er en forventning om, at også tursejlere tilgodeses – herunder, at uddannelse /”det gode sømandskab” er en bærende værdi.

Vi har fra SK Lynetten peget på, at der er behov for gennemsigtighed i regnskaberne – og at de store områder som tursejlads, kapsejlads og uddannelse (herunder juniorer) prioriteres – også i budgettet.

Og det vil vi fortsat arbejde for.

Vi er nu – sammen med andre klubber fra Svanemøllekredsen - indkaldt til et møde sidst i maj med den nye formand, direktøren og et medlem af bestyrelsen for at drøfte vores forventninger til – og samarbejde med Dansk Sejlunion.