Revisionsprotokollat 2024-2025 kan hentes som pdf her.
Kritiske Revisorer, Sejlklubben Lynetten.
Der har været gennemført 2 revisionsmøder, den 20/6 2025 og den 7/1 2026.
Efter hvert møde er kritiske bemærkninger vedrørende regnskab, forretningsgange og procedurer fremsendt til bestyrelsen i en revisionsrapport.
Løbende revision
KR har opholdt sig ved udgifterne til rengøring, som er alt for høje. Der er i årets løb lavet en ny kontrakt med et eksternt rengøringsfirma. KR har gennemgået kontrakten, som ser fornuftig ud, men alligevel er regnskabets slutbeløb for stort.
Vi er blevet gjort opmærksom på, at der har været dobbeltbetaling i årets løb på grund af skiftet fra en leverandør til en anden.
KR opfordrer bestyrelsen til at gøre rengøringen til et fokuspunkt i det følgende regnskabsår og sørge for, at udgiften bliver rimelig igen.
I status er ikke alle generalforsamlingsbesluttede investeringer opført, hvorfor man ikke kan se, hvor langt de enkelte projekter er kommet.
Der mangler således konto for EL-truck, for etablering af vaskeplads for sejl samt opgradering af sikkerhed på havnen for 2025-2026 og 2026-2027, hvilket betyder, at disse projekter ikke er påbegyndt.
Det skal oplyses, at køb af EL-truck har fundet sted efter regnskabsårets afslutning.
Følgende projekter er gennemført: Etablering af luft til vand anlæg, udskiftning af tag på masteskur og lys på landområderne.
Følgende projekter er under udførelse: Renovering af slæbested og renovering af servicebro.
KR har i lang tid haft fokus på udestående fordringer, som har været for høje. Debitorlisten er nu blevet behagelig læsning. Stor ros for udført arbejde med at inddrive gæld, og ligeledes for at have afskrevet uerholdelige gældsposter.
Afsluttende bemærkninger
Alt skal have en ende, og det skal vores arbejde som kritiske revisorer også. Vi har valgt at undlade genopstilling ved generalforsamlingen i 2026 og benytter denne lejlighed til at takke generalforsamlingen for den tillid, vi har nydt i rigtig mange år. Vi ønsker alt godt for Sejlklubben Lynetten i mange år fremover.
København den 25/1 2026
Kirsten Schäffner Jørgen Beiter